2024-10-30 Klimaborgertinget, var det en god ide?

Hvad blev der egentlig af klimaborgertinget? Klimaborgertinget var klimapolitikkens demokratiske flagskib. Det blev også søsat, men der er ikke rigtig nogen, der har interesseret sig særlig meget for, hvor det sejlede hen.

Klimaborgertinget bestående af 99 statistisk udvalgte borgere, arbejdede af to omgange. Efter første omgang barslede det med 119 anbefalinger, der blev præsenteret for Klima, energi -og forsyningsudvalget (KEF) i april 2021. Det var et online møde pga. corona. Ganske få udvalgsmedlemmer deltog. Formanden var ikke til stede, men Klimaministeren var der. Borgertinget fik ros. De få tilstedeværende KEF-medlemmer var imponerede over hvor dygtige og forstandige bortingets medlemmer havde været og anbefalingerne så interessante ud, så dem skulle man skam nok arbejde videre med. Klimaborgertinget fik senere også et ministerbrev, hvori ministeren takkede for indsatsen, - og for anbefalingerne som alle ministerierne havde kigget grundigt på. Anbefalingerne ville indgå på lige fod med input fra de 13 partnerskaber, som regeringen havde indgået med forskellige erhvervsorganisationer. Alle skal jo høres i dette komplekse arbejde. Borgerne var blevet en 14. partner. Bemærkelsesværdig konstruktion.

Hen over efteråret 2021 gik Klimaborgertinget i gang med anden omgang. Forinden havde godt og vel 2/3 af medlemmerne forladt tinget (heraf dog nogle få af kalendermæssige årsager). Der blev suppleret op og i februar 2022 forelå resultatet af anden omgang, nu i form af 73 nye anbefalinger (nogle til dels overlappende med de foregående).

D. 21. april 2022 forelagde klimaborgertinget de nye anbefalinger for KEF. Atter engang behersket interesse. Kun fire ud af udvalgets 21 medlemmer mødte op.

Siden har ingen hørt fra flagskibet.

Flere havde sikkert håbet at Klimaborgertinget kunne være blevet et gennembrud for borgertingsideen herhjemme. Det er det ikke blevet. Hvis ikke klimaborgertinget i stedet skal blive ideens svanesang, så er det afgørende nærmere at diskutere hvad der gik galt.

Et godt bud er, at Klimaborgertinget havde et uklart mandat.

Udover at Klimaborgertinget skulle præsentere sine anbefalinger til KEF, var det uklart hvad der videre skulle ske med anbefalingerne. Hvad betyder det helt konkret, at anbefalingerne vil blive inddraget i regeringens og Folketingets videre arbejde med klimaproblematikken? Det stod klart, at der ikke ville blive tale om en ’følg eller forklar’ procedure, som ved borgerforslag, men hvad så? Hverken klimaborgertingets medlemmer eller politikerne vidste rigtig hvad de skulle gøre med anbefalingerne. For politikerne kunne det derfor være fristende blot at rose anbefalingerne og så derefter mere eller mindre at ignorere dem.

Et andet bud er, at Klimaborgertingets arbejde var ude af sync med den generelle klimapolitiske proces.

Dette hænger en del sammen med det uklare mandat. Klimaloven lægger rammerne for den klimapolitiske proces, der skal føre frem til en opfyldelse af klimalovens målsætninger. I denne proces med dens delmål, dens klimapartnerskaber og dens evalueringer af indsatsen er der ikke eksplicit afsat nogen plads til eller tillagt en rolle for Klimaborgertingets anbefalinger. Der var ingen der eksplicit efterspurgte Klimaborgertingets anbefalinger som et integreret led i politikudviklingen: Anbefalingerne kom blot med et indhold og på nogle tidspunkter, som var resultater af Klimaborgertingets egen dynamik temmelig løsrevet fra den parallelle udvikling af klimapolitikken. ’Nå, har Klimaborgertinget barslet med et nyt sæt anbefalinger. Dem må vi se på ved lejlighed’.

For at undgå at komme i den situation skulle Klimaborgertingets anbefalinger være relativt få og skarpe. Men det var de ikke. Klimaborgertinget afsøgte fornuftigvis hele det brede felt af aktører og sektorer, der påvirker klimaproblematikken, og det er mange. Man opdelte derefter feltet i nogle sammenhængende dele og temaer og udarbejdede anbefalinger på disse. De anbefalinger der kunne samle mindst 50% af borgertingets medlemmer bag sig indgik herefter i Klimaborgertingets afsluttende anbefalinger. Med denne fremgangsmåde frembragte næsten 200 anbefalinger.

Det er på sin vis egentlig ganske imponerende. Men man sætter sig på en måde også mellem to stole. Der er ikke tale om en egentlig sammenhængende klimahandlingsplan. Og der var vel ikke mange, der havde forventet en finansiering af Klimaborgertingets arbejde, som var tilstrækkelig til at levere en komplet borger klima handlingsplan, der i grundighed og analysekraft kunne måle sig med de ressourcer, som regeringsapparatet og professionelle lobbyorganisationer har til rådighed. Men der var heller ikke finansiering til en prioriteringsfase i Klimaborgertingets arbejde, så man kunne skære antallet af anbefalingerne ned til dem, Klimaborgertinget syntes var de allervigtigste og som så kunne have været endnu grundigere analyseret, skarpere og mere præcist formuleret. Det kunne måske have givet mere slagkraft i den politiske debat.

Og så havner man i en situation (med 2. fases anbefalinger som eksempel), hvor en tværministeriel høring af Klimaborgertingets anbefalinger kan konkludere, at hele 48 af anbefalingerne ”inddrages i implementeringen af regeringens politik”. Læser man efter, burde der i virkeligheden i stedet for ’inddrages’ have stået ’er allerede inddraget’ i implementeringen, eller i alt fald i regeringens overvejelser (der jo indtil videre gør det ud for en stor del af implementeringen).

Man bliver derfor noget i tvivl om, hvad meningen med Klimaborgertinget i det hele taget har været, når den eneste substantielle tilbagemelding, det får, er en tværministeriel tilbagemelding, der siger at det er fint med jeres anbefalinger, men langt de fleste er vi faktisk allerede i gang med, så er der nogle enkelte, vi kan overveje på længere sigt og resten er ikke relevante, fordi det ikke er vores bord eller fordi de bare ikke duer.

Der har heller ikke været en egentlig politisk drøftelse af anbefalingerne i Folketinget. Det har der ikke fordi punkt 1 med den tværministerielle høring, så har regeringen i virkeligheden talt, og med en flertalsregering er perspektiverne for en politisk diskussion i Folketinget derfor mindre, - og punkt 2 fordi Klimaborgertingets alt for mange og til dels upræcise anbefalinger ikke er det bedste udgangspunkt for en politisk drøftelse.

Man kan også spørge sig selv, om Klimaborgertinget har fået en forkert opgave? Er et borgerting bedre egnet til en mere reaktiv rolle, hvor den har en central høringsfunktion i forbindelse med konkrete udspil og lovgivningsinitiativer. Nogen forestiller sig at permanent borgertingsinstitution med en call-in rettighed. Man kunne forestille også forestille sig faste sektor-borgerting, eller lokale borgerting omkring lokale implementeringsspørgsmål.