Målgruppen er børn i alderen 6 – 10 år og deres forældre og andre pårørende. Forestillingerne peger ind i et univers, der er velkendt for børnene. I dette univers forsøger forestillingerne med en vis portion humor at levendegøre, hvordan verdensmål og demokrati hænger sammen med vores dagligdag. Forestillingerne peger også på nogle af de dilemmaer og muligheder i vores daglige tilværelse, der er forbundet med demokrati og med at gøre noget for at leve op til verdensmålene.

Dukkefilmforestillingerne udvikles på Kunstmuseet Mississippi på basis af et manuskript, der er udarbejdet af Jette Bak i dialog med DEMOKRATTERIET. Jette Bak er forfatter til bogen ”Eventyrlige verdensmål”. Forestillingerne vises i løbet af efteråret 2024.

Hvad blev der egentlig af klimaborgertinget? Klimaborgertinget var klimapolitikkens demokratiske flagskib. Det blev også søsat, men der er ikke rigtig nogen, der har interesseret sig særlig meget for, hvor det sejlede hen.

Klimaborgertinget bestående af 99 statistisk udvalgte borgere, arbejdede af to omgange. Efter første omgang barslede det med 119 anbefalinger, der blev præsenteret for Klima, energi -og forsyningsudvalget (KEF) i april 2021. Det var et online møde pga. corona. Ganske få udvalgsmedlemmer deltog. Formanden var ikke til stede, men Klimaministeren var der. Borgertinget fik ros. De få tilstedeværende KEF-medlemmer var imponerede over hvor dygtige og forstandige bortingets medlemmer havde været og anbefalingerne så interessante ud, så dem skulle man skam nok arbejde videre med. Klimaborgertinget fik senere også et ministerbrev, hvori ministeren takkede for indsatsen, - og for anbefalingerne som alle ministerierne havde kigget grundigt på. Anbefalingerne ville indgå på lige fod med input fra de 13 partnerskaber, som regeringen havde indgået med forskellige erhvervsorganisationer. Alle skal jo høres i dette komplekse arbejde. Borgerne var blevet en 14. partner. Bemærkelsesværdig konstruktion.

Hen over efteråret 2021 gik Klimaborgertinget i gang med anden omgang. Forinden havde godt og vel 2/3 af medlemmerne forladt tinget (heraf dog nogle få af kalendermæssige årsager). Der blev suppleret op og i februar 2022 forelå resultatet af anden omgang, nu i form af 73 nye anbefalinger (nogle til dels overlappende med de foregående).

D. 21. april 2022 forelagde klimaborgertinget de nye anbefalinger for KEF. Atter engang behersket interesse. Kun fire ud af udvalgets 21 medlemmer mødte op.

Siden har ingen hørt fra flagskibet.

Flere havde sikkert håbet at Klimaborgertinget kunne være blevet et gennembrud for borgertingsideen herhjemme. Det er det ikke blevet. Hvis ikke klimaborgertinget i stedet skal blive ideens svanesang, så er det afgørende nærmere at diskutere hvad der gik galt.

Nogle muligheder:

Uklart mandat: Udover at Klimaborgertinget skulle præsentere sine anbefalinger til KEF, var det uklart hvad der videre skulle ske med anbefalingerne. Hvad betyder det helt konkret, at anbefalingerne vil blive inddraget i regeringens og Folketingets videre arbejde med klimaproblematikken? Det stod klart, at der ikke ville blive tale om en ’følg eller forklar’ procedure, som ved borgerforslag, men hvad så? Hverken klimaborgertingets medlemmer eller politikerne vidste rigtig hvad de skulle gøre med anbefalingerne. For politikerne kunne det derfor være fristende blot at rose anbefalingerne og så derefter mere eller mindre at ignorere dem.

Ude af sync med den generelle klimapolitiske proces: Dette hænger en del sammen med det ovenstående. Klimaloven lægger rammerne for den klimapolitiske proces, der skal føre frem til en opfyldelse af klimalovens målsætninger. I denne proces med dens delmål, dens klimapartnerskaber og dens evalueringer af indsatsen er der ikke eksplicit afsat nogen plads til eller tillagt en rolle for Klimaborgertingets anbefalinger. Der var ingen der eksplicit efterspurgte Klimaborgertingets anbefalinger som et integreret led i politikudviklingen: Anbefalingerne kom blot med et indhold og på nogle tidspunkter, som var resultater af Klimaborgertingets egen dynamik temmelig løsrevet fra den parallelle udvikling af klimapolitikken. ’Nå, har Klimaborgertinget barslet med et nyt sæt anbefalinger. Dem må vi se på ved lejlighed’.

Hvad var egentlig meningen med Klimaborgertinget: Klimaborgertinget har fornuftigvis afsøgt hele det brede felt af aktører og sektorer, der påvirker klimaproblematikken, og det er mange. Man har derefter opdelt feltet i nogle sammenhængende dele og temaer og udarbejdet anbefalinger på disse. De anbefalinger der kunne samle mindst 50% af borgertingets medlemmer bag sig indgik herefter i Klimaborgertingets afsluttende anbefalinger. Med denne fremgangsmåde frembringer man noget der ligner en komplet borger klimahandlingsplan med rigtig mange (sammenlagt næsten 200) anbefalinger. Og det er egentlig ganske imponerende. Men man havner også i en situation (med 2. fases anbefalinger som eksempel), hvor en tværministeriel høring af Klimaborgertingets anbefalinger kan konkludere, at hele 48 af anbefalingerne ”inddrages i implementeringen af regeringens politik”. Læser man efter, burde der i virkeligheden i stedet for ’inddrages’ have stået ’er allerede inddraget’ i implementeringen, eller i alt fald i regeringens overvejelser (der jo indtil videre gør det ud for en stor del af implementeringen).

Man bliver derfor noget i tvivl om, hvad meningen med Klimaborgertinget i det hele taget har været, når den eneste substantielle tilbagemelding det får er en tværministeriel tilbagemelding, der siger at det er fint med jeres anbefalinger, men langt de fleste er vi faktisk allerede i gang med, så er der nogle enkelte, vi kan overveje på længere sigt og resten er ikke relevante, fordi det ikke er vores bord eller fordi de bare ikke duer.

Der har heller ikke været en egentlig politisk drøftelse af anbefalingerne i Folketinget. Det har der ikke fordi punkt 1 med den tværministerielle høring, så har regeringen i virkeligheden talt, og med en flertalsregeringen er perspektiverne for en politisk diskussion i Folketinget derfor mindre, - og punkt 2 fordi Klimaborgertingets alt for mange og til dels upræcise anbefalinger ikke er det bedste udgangspunkt for en politisk drøftelse.

Utilstrækkelig finansiering: Finansieringen har naturligvis ikke været tilstrækkelig til at levere en komplet borger klima handlingsplan, der i grundighed og analysekraft har haft mulighed for at måle sig med de ressourcer, som regeringsapparatet og professionelle lobbyorganisationer har til rådighed. Men der har heller været til finansiering til en prioriteringsfase i Klimaborgertingets arbejde, så man kunne skære antallet af anbefalingerne ned til dem, Klimaborgertinget syntes var de allervigtigste og som så kunne have været endnu grundigere analyseret, skarpere og mere præcist formuleret. Det kunne måske have givet mere slagkraft i den politiske debat.

Har klimaborgertinget fået en forkert opgave? Er et borgerting bedre egnet til en mere reaktiv rolle, hvor den har en central høringsfunktion i forbindelse med konkrete udspil og lovgivningsinitiativer. Nogen forestiller sig at permanent borgertingsinstitution med en call-in rettighed. Man kunne forestille også forestille sig faste sektor-borgerting, eller lokale borgerting omkring lokale implementeringssprøgsmål.  

Siden WW2 har vi udover den nuværende regering kun haft tre flertalsregeringer. Regeringen Hans Hedtoft (efter sin død afløst af Viggo Kampmann) i 1957-60 bestående af Socialdemokratiet, Danmarks Retsforbund og Det Radikale Venstre samt regeringen Hilmar Baunsgaard i 1968-71, bestående af Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre. Mens disse to regeringer sad den fulde periode, så var den tredje flertalsregerings levetid væsentlig mindre. Kun lidt over 1½ år (1993-94) sad Poul Nyrup Rasmussens regering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Den sad på et meget spinkelt flertal og var reelt kun flertalsregering i to uger.

Flertalsregeringer er altså en sjældenhed i Danmark. 88% af tiden efter WW2 er Danmark blevet ledet af mindretalsregeringer, givetvis fordi det ikke oftere har været muligt at samle tilstrækkeligt med partier i en regering til at sikre de nødvendige 90+ mandater.  Er det noget, vi i virkeligheden skal være glade for? Eller er flertalsregeringer omvendt vejen frem?

Lad os benytte regeringens et års fødselsdag i december til at se på erfaringerne med først og fremmest denne flertalsregering. Det skal ikke være noget rivegilde, hvor repræsentanter for regering og opposition gensidigt hudfletter hinanden over regeringens konkrete politik. Fokus skal derimod være på perspektiverne for demokrati og regeringsførelse.

Form: møde/seminar med oplæg fra fagfolk og efterfølgende paneldebat med deltagelse af fagfolkene og udvalgte politikere.

Temaer:

Effektivitet og ’hen over midten’.  Det er flertalsregeringens mantra. Kun når man er en flertalsregering kan man

• sikre den nødvendige ro til at udvikle politikker og reformer der på effektiv vis kan adressere tidens komplekse problematikker: klima, miljø, sundhed, demografi, inflation, forsvar, globalisering, flygtningepres etc.
• adressere problemerne på en holdbar måde, der rækker ud over en enkelt valgperiode fordi man er en regering hen over midten.
• tage de nødvendige upopulære beslutninger

Men:

• At en beslutning er upopulær, er ikke nødvendigvis en entydig kvalitet. Og det er heller ikke entydigt, om en  given beslutning er nødvendig.
• Er der i de sidste 50 år med udelukkende mindretalsregeringer virkelig ikke blevet gennemført væsentlige reformer?
• Den ekstra holdbarhed udover valgperioden forudsætter (bl.a.) at flertalsregeringen ikke er slidt ned af de interne kompromisser som partierne har måttet indgå med hinanden.

Gennemsigtighed

Flertalsregeringen skal stå sammen udadtil, hvorfor diskussionerne mellem regeringens partier om regeringen politikker og reformer søges holdt internt i regeringen, hvilket giver en lav gennemsigtighed for offentligheden. Omvendt må en mindretalsregering lægge sine forslag mere åbent frem med henblik på at diskutere forslagene med partier, der kunne være interesserede i at støtte dem. Både regering og opposition er her mere interesserede i åbenhed om hvad de har bidraget med og hvorfor.

Lovsjusk og magtfuldkommenhed

kommer der måske mere af under en flertalsregering. Den ekstra trykprøvning af en mindretalsregerings lovforslag behøver en flertalsregering ikke udsætte sig for. Dårlig og ligefrem ulovlig embedsførelse fra ministre har vi set under flere regeringer, men i flertalsregeringer kan de få længere levetid med større konsekvenser for borgerne og måske mindre konsekvenser for ministrene.

Hvad mon der ville ske, hvis vi fik en flertalsregering bestående af blot et enkelt parti?

Meningsmålingerne styrer?

En flertalsregering behøver ikke lade sig påvirke af diskussioner i Folketinget. De enkelte partier i flertalsregeringen kan imidlertid påvirkes af meningsmålingerne. Hvad der påvirker meningsmålingerne er som oftest ikke ganske klart. Lover det godt for kvaliteten af regeringsarbejdet hvis de deltagende partiers gøren og laden for en stor del af er styret af udsving i meningsmålinger?

Der har været mange diskussioner om vores demokrati i de senere år. Og om betingelserne for den politiske samtale og om hvordan vi tager beslutninger i samfundet. Tingene er blevet skærpet på det sidste. Af Corona pandemien, som vi er kommet igennem (så nogenlunde), men ikke uden udfordringer for det politiske system. Men i endnu i højere grad af klimakrisen, som vi befinder os midt i, og hvis løsning risikerer at øge konfliktniveauet i samfundet og dermed også sætter demokratiet under yderligere pres.

Grundloven danner rammen om vores demokrati og DEMOKRATTERIET vil gerne benytte grundlovsjubilæet til at lave et arrangement, der sætter fokus på en række forhold, der er afgørende for hvordan demokratiet i bred forstand fungerer. Det drejer sig om:

Tillid: Tillid til grundighed og ordentlighed i det lovforberedende arbejde i Folketinget og tillid til at kommuner og regioner implementerer lovgivning i overensstemmelse med lovgivningens intentioner.

Repræsentativitet: at borgerne/folket/vælgerne føler sig repræsenteret af de valgte politikere.

Under disse to overskrifter, er der mange synsvinkler, der er relevante, herunder bl.a.:

Kan lovgivningsprocessen forbedres? I sin bog *Entreprenørstaten’ har Sigge Winther Nielsen mange forslag, f.eks. lovovervågning, pilot eksperimenter inden udrulning af reformer, regelmæssige eftermælevurderinger af ministre og meget andet.

Skal den negative parlamentarisme afskaffes? Det mener Karsten Lauridsen. Risikoen for at der at kan udskrives valg lige om lidt stresser lovgivningsprocessen. Der skal være valg fast hver fjerde år ligesom i kommunerne.

Mere transparens? I det lovforberedende arbejde og i forhold til lobbyisters indflydelse.

Skal vi have en forfatningsdomstol i Danmark? Eller blot en mere aktivistisk Højesteret, der oftere prøver vedtagen lovgivning i forhold til Grundloven. Øger flertalsregeringer behovet for en sådan prøvning?

Skal vi have forvaltningsdomstole i Danmark? Grundloven giver mulighed for prøvning af de kommunale forvaltningers skøn i forbindelse med administrationen af den borgernære lovgivning mest aktuelt på velfærdsområdet ved domstolene, men denne mulighed udnyttes kun i meget ringe grad, og de fleste sager tabes.

To forskellige verdener: ’Eliten på Christiansborg’ og folket.

• Politikerhvervet som karrierevej eller som midlertidig betroelse af magt.
• Svingdørsproblematikken
• Indførelse af borgerting, som en form for andetkammer, med rettighed til call-in af lovforslag

Ovenstående oplistning af synsvinkler er ikke udtømmende og dog synes den måske alligevel for omfattende til et jubilæumsgrundlovsmøde. Der er faktisk i det hele taget stof nok til et kursus om Grundloven ’før og nu’, og det kunne også være værd at overveje.

Vores nuværende Grundlov fylder 71 år næste år og det er den længst levende Grundlov vi har haft indtil nu, og det er da bemærkelsesværdigt når man betænker den rivende udvikling samfundet er undergået i samme periode. Måske trænger den til en revision. Det er vanskeligt at ændre Grundloven og det skal det selvsagt også være og måske er den rummelig nok til omfatte de forbedringer af demokratiet, som synes påkrævede.

Det er heller ikke et formål i sig selv at revidere Grundloven, men at bruge jubilæet til diskutere nogle behov for reformer af vores demokratiske institutioner, i stedet for blot at nøjes med holde selvglade skåltaler, hejse dannebrog og drikke kaffe.

Kronik i Information d. 26. august 2023

Klimaborgertingets anbefalinger blev glemt – tag dem frem igen

I klimalovgivningsprocessen blev der ikke afsat plads til Klimaborgertingets anbefalinger – symptomatisk for en regering, der viger tilbage for at inddrage sit folk i forståelsen for nødvendige tiltag

KRONIK Lennart Emborg Formand for Demokratteriet, en selvejende institution, hvis hovedvirke er at styrke oplyst debat om demokrati

Et nyt folketingsår står for døren, og med det nye klimapolitiske forhandlinger. Regeringen mener, det går rigtig godt, og er overbevist om, at vi nok skal nå vores ambitiøse klimamål. At vi »kommer i mål«, kan vores klimaminister »mærke i sit hjerte«. Oppositionen er ikke helt enig, og det er absolut heller ikke regeringens eget højst autoritative rådgivningsorgan, Klimarådet, der endnu en gang har dumpet regeringens indsats – først og fremmest går det for langsomt.

Det mener regeringen nu ikke: Klimaproblemstillingen er kompleks, implementeringen af klimaambitionen vil berøre mange sektorer, gribe ind i folks dagligdag, og der vil være mange tabere og vindere i processen. »Som befolkning bliver vi nødt til at følges ad,« som vores statsminister sagde på Folkemødet på Bornholm.

Frygt for gule veste

Vi skal for alt i verden undgå franske tilstande med gule veste. Politikerne kan ikke bare sådan gå foran. Hastværk vil være lastværk. Derfor skal vi sikre os virkelig stor opbakning i befolkningen til de ting, der skal gennemføres – 80 procent, mener klimaminister Lars Aagard (M).

Selvsagt er folkelig opbakning godt. Men hvordan er det lige, vi finder ud af, hvor stor opbakningen vil være? Tilbagevendende undersøgelser viser, at der allerede er stor opbakning i befolkningen til klimamålene, og at et flertal mener, at det går for langsomt.

Det er åbenbart ikke nok for regeringen. Når vi taler folkelig opbakning, kan man undre sig over, om regeringen helt har glemt Klimaborgertinget? I 2020, da det blev nedsat, blev det præsenteret som klimapolitikkens demokratiske flagskib.

Siden har ingen rigtig interesseret sig for, hvor det sejlede hen.

Klimaborgertinget talte 99 statistisk repræsentativt udvalgte borgere og arbejdede ad to omgange. Det var et omfattende arbejde med adgang til data og ekspertviden – og honorar. Begge omgange afsluttedes med en række anbefalinger til klimatiltag, næsten 200 tilsammen, der også ad to omgange blev forelagt for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget (KEF). Men som rapporteret i Information mødte yderst få udvalgsmedlemmer op. Borgertingets arbejde fik dog ros af disse, der fandt anbefalingerne virkelig interessante. Det var så det.

Alle anbefalingerne havde mindst 50 procent opbakning i Klimaborgertinget, de fleste en meget større opbakning. For hver anbefaling var opbakningen angivet. Umiddelbart lige til at gå til. Hvorfor har disse anbefalinger ikke spillet nogen som helst rolle for det videre arbejde med klimapolitikken?

Uklart mandat

Ud over at Klimaborgertinget skulle præsentere sine anbefalinger for KEF, forblev det uklart, hvad der videre skulle ske med anbefalingerne.

Hvad skulle det konkret betyde, at anbefalingerne vil blive inddraget i regeringens og Folketingets videre arbejde med klimaproblematikken? Det stod klart, at der ikke ville blive tale om en form for ’følg eller forklar’-procedure som ved

borgerforslag, hvor Folketinget forpligtiger sig til at diskutere forslagene og begrunde, hvorfor det vil eller ikke vil gennemføre forslagene.

Hverken Klimaborgertingets medlemmer eller politikerne vidste, hvad de skulle stille op med anbefalingerne. For politikerne kunne det derfor være fristende blot at rose indsatsen og anbefalingerne og så derefter ignorere dem.

Klimaloven sætter rammerne for den klimapolitiske proces, der skal føre frem til en opfyldelse af klimalovens målsætninger. I den proces med dens delmål, klimapartnerskaber og evalueringer af indsatsen er der ikke eksplicit afsat plads til eller tillagt nogen rolle for Klimaborgertingets anbefalinger. Der var ingen, der eksplicit efterspurgte Klimaborgertingets anbefalinger som integreret led i politikudviklingen: Anbefalingerne kom blot med et indhold og på nogle tidspunkter, som var resultater af Klimaborgertingets egen dynamik, ret løsrevet fra den parallelle udvikling af klimapolitikken.

Så hvad var meningen med Klimaborgertinget?

En buffet af anbefalinger

Fra Klimaborgertingets anden fase kom hele 73 anbefalinger, der dækker 18 temaer. Nogle af anbefalingerne var helt konkrete, som et forbud mod reklamer i postkassen, hvis man ikke har bedt om det, eller en årlig national klimadag. Andre havde mere karakter af statements, såsom at det animalske landbrug skal reduceres, andre igen karakter af policy guidelines som for eksempel de syv anbefalinger under temaet ’forbrug og vækst’, der på forskellig vis betoner, at hensynet til økonomisk vækst ikke må stille sig i vejen for klimaindsatsen.

Man frembragte en imponerende anbefalingsbuffet. I en sådan er der altid noget, man kan lide. Man havnede da også i en situation, hvor en tværministeriel høring af Klimaborgertingets anbefalinger kunne konkludere, at hele 48 af de 73 anbefalinger »inddrages i implementeringen af regeringens politik«.

Her burde der nok have stået »er allerede inddraget« i implementeringen, eller i alt fald i regeringens overvejelser (der jo indtil videre gør det ud for en stor del af implementeringen).

Man bliver i tvivl om, hvad meningen med Klimaborgertinget i det hele taget var, når eneste substantielle tilbagemelding var tværministeriel og fastslog, at det var fint med anbefalinger, men langt de fleste var regeringen allerede i gang med. Og derudover var der enkelte, vi kan overveje på længere sigt, mens resten ikke er relevante, fordi det ikke er vores bord, eller fordi de bare ikke dur. Der har heller ikke været en egentlig politisk drøftelse af anbefalingerne i Folketinget: Først og fremmest fordi allerede med den tværministerielle høring har regeringen i virkeligheden talt, og med en flertalsregering er perspektiverne for en politisk diskussion i Folketinget derfor mindre. Og for det andet fordi Klimaborgertingets alt for mange og til dels upræcise anbefalinger ikke er det bedste udgangspunkt for en politisk drøftelse.

Utilstrækkelig finansiering

Finansiering og ressourcer var naturligvis langtfra tilstrækkelige til at levere en komplet borgerklimahandlingsplan, der i grundighed og analysekraft kunne måle sig med de ressourcer, regeringsapparatet og professionelle lobbyorganisationer har til rådighed. Men der har heller ikke været afsat finansiering til en prioriteringsfase i Klimaborgertingets arbejde, så man kunne skære antallet af anbefalingerne ned til dem, Klimaborgertinget syntes var de allervigtigste, og som så kunne have været grundigere analyseret og skarpere og mere præcist formuleret. Det kunne måske have givet større slagkraft i den politiske debat.

Der er nu brug for at genoplive Klimaborgertinget, men så det får en mere reaktiv rolle, for eksempel ved at give det en central høringsfunktion i forbindelse med konkrete udspil og lovgivningsinitiativer.

I stedet for alt det spøgeri om befolkningens formodede manglende opbakning kan regering og Folketing på den måde få en klar forestilling om befolkningens opbakning til de konkrete initiativer. Og oven i hatten måske nogle originale nye ideer.

Der er i den grad brug for borgerinddragelse og aktivering af demokratiet netop nu. I stedet for at skræmme dele af befolkningen med den ’farlige’ grønne omstilling burde regeringen prioritere at gøre alt for at inddrage borgerne i det fælles projekt. Regeringen behøver en befolkning, der bakker den op i at gøre alt det nødvendige. Og derfor er det en falliterklæring, når den selv renoncerer på at forfølge præcis sådanne initiativer, der kunne fremme folkelig opbakning.

information.dk/deltag

Til at udvikle projekterne? Som oplægsholder? Eller…?

Ring eller send en mail til Lennart Emborg eller Bruno Nordensgaard

Ring eller send en mail til Lennart Emborg eller Bruno Nordensgaard.