2023-01-29 Mediers troværdighed og autenticitet i en digital fremtid

I onsdags afholdt Danske Medier og Microsoft Danmark seminar om muligheder og risici i forbindelse med den digitale omstilling i mediebranchen. En række eksperter præsenterede deres syn på, hvordan nyhedsmedier bedst muligt bevarer troværdighed og autenticitet i en stadig mere digital nyhedsproduktion. 

Hvordan sikrer vi nyhedsmediers troværdighed og autenticitet i en digital verden, hvor kunstig intelligens (AI), tilpasning af nyhedsindhold til mange forskellige platforme og automatisering bliver en del af nyhedsredaktionerne? Og hvordan håndterer vi manipuleret indhold på især sociale medier - både som brugere og som medier?  
 
Disse spørgsmål blev besvaret til "Fremtidens Newsroom" af eksperterne Judy Parnall, BBC, Johan Wilberg, Infomedia, Andrew Jenks, Microsoft og Claes de Vreese, Digital Democracy Centre, der med hver deres faglige rygsæk fortalte om muligheder og udfordringer, som digitaliseringen stiller nyhedsmedier i. 
 
Adm. direktør i Danske Medier, Mads Brandstrup, præsenterede også en analyse af, hvad private danske medier opfatter som dillemmaer i deres daglige arbejde med digital omstilling og cybersikkerhed. 
 

Behov for mere samarbejde og gennemsigtighed  
En vigtig pointe fra alle talerne var, at samarbejde mellem nyhedsmedier, politiske institutioner, virksomheder og forskere er helt afgørende for, at vi i fremtiden har troværdige medier, der laver kvalitetsjournalistik, som møder brugerne dér, hvor de er. 
 
Samarbejde på tværs af sektorer vil bidrage til, at nyhedsmedier kan udnytte teknologiske muligheder til fulde samtidig med, at journalister lærer at navigere i det ansvar og de dilemmaer, der følger med, når man bruger fx kunstig intelligens.  

I den forbindelse blev det fremhævet, at nyhedsmedier skal styrke gennemsigtighed i deres arbejde ved at informere modtagerne om, hvordan nyhedshistorierne bliver til for at stå imod spredningen af manipuleret indhold, der udgiver sig for at være publicistisk journalistik. 

Talerne pointerede enstemmigt, at alle på tværs af brancher, træder ud af komfortzonen, når man med hastige skridt bevæger sig ind i en digital forretningsudvikling. Derfor er vidensdeling mellem forskningsverdenen, førende virksomheder og mediehuse en vigtig faktor for at sikre pålidelig journalistik i fremtiden.