2022.09.20: Mister magtpartierne tilslutning igen?

Ved valget i 2015 satte kun lidt over halvdelen af vælgerne deres kryds ved et af magtpartierne. Det var kulminationen på en længere tids udvikling og det var den laveste tilslutning siden 2. verdenskrig og dermed også lavere end magtpartiernes katastrofevalg i 1973, hvor Fremskridtspartiet bragede ind i Folketinget. Dengang som nu her i de senere år et klart signal om stigende mistillid til de traditionelle magthavere.

Ved Folketingsvalget i 2019 vandt de traditionelle, regeringsbærende magtpartier noget af det tabte terræn tilbage. De greb chancen ved at bedyre at nu ville de (i lighed med alle andre opstillede partier undtagen Dansk Folkeparti) give klimaproblematikken første prioritet. Valget i 2019 var et klimavalg. Medierne prioriterede klimatemaet og op mod 60% af vælgerne havde klima blandt deres vigtigste valgtemaer, som undersøgelser efterfølgende viste. Dermed overgik klima andre traditionelt vigtige temaer som udlændingepolitik, ældrepleje og sundhed med flere længder.

Nu står et valg efter al sandsynlighed snart for døren igen. Hvordan mon det så kommer til at gå med magtpartiernes tilslutning? Umiddelbart kunne man formode, at de sikkerhedsmæssige trusler med Ruslands overfald på Ukraine og at den høje og stadigt stigende inflation vil få folk til at stemme på det sikre, på dem, der traditionelt har været har været regeringsbærende. De seneste opinionsmålinger viser imidlertid den stik modsatte tendens: magtpartierne taber terræn igen (se figuren).  

Kan det så have noget at gøre med at vi siden vedtagelsen af en ambitiøs klimamålsætning og klimalov har været vidne til en kun nølende klimaindsats? Godt spørgsmål.

Umiddelbart vil svaret være nej. Nej, fordi klima indtil videre spiller en noget tilbagetrukket rolle i den begyndende valgkamp, og nej fordi valgkampen mere drejer sig om efterdønninger af regeringens og statsapparatets håndtering af pandemien med beskyldninger om magtarrogance og et politiseret embedsmandsværk, om træthed af blokpolitik og om stigende fornemmelser af centralisering i samfundet og mistillid til hvad der foregår i de fine saloner.

Men man kan også svare ja, og paradoksalt nok næsten af de samme grunde.  Opfyldelsen af klimamålsætningen vil kræve en kolossal omstilling af samfundet med mange tabere og vindere i alt fald på kortere sigt. Det kræver sammenhængskraft. Og mange af grundene til at svare nej på spørgsmålet viser netop, at magtpartierne ikke har brugt fremgangen ved klimavalget som en chance til at manifestere en evne til at styrke den sammenhængskraft i samfundet, der er en afgørende forudsætning for at demokratiet kan håndtere klimaomstillingen. Det er bekymrende.